Vindmøller
Danmark er et foregangsland, når det kommer til vindenergi – og Ringkøbing-Skjern Kommune er en foregangskommune. Her er der blevet produceret og opstillet landvindmøller siden 1970’erne, og vi har i dag en global styrkeposition inden for eksport af vindmølleteknologi og viden om vindenergi.
Landvindmøller
Landvindmøller er, sammen med solceller, én af de billigste former for vedvarende energi i Danmark. Landvindmøller spiller derfor en central rolle i realiseringen af Danmarks ambition om, at vores elforbrug skal blive dækket med 100 pct. vedvarende energi i 2030, samt ambitionen om at reducere drivhusgasudledningerne med 70 pct. i 2030.
Havvindmøller
Havvindmøller producerer mere energi, men det er væsentligt dyrere og langt mere tidskrævende at opsætte vindmøller på havet end på land.
Et flertal i Folketinget indgik i 2022 en politisk aftale, der skal føre til en firedobling af den samlede elproduktion fra solenergi og landvind frem mod 2030. Samtidig skal produktionen af el fra havvind femdobles. Derfor arbejder byrådet i Ringkøbing-Skjern Kommune for en udbygning af vedvarende energianlæg i kommunen.
Kommuneplanen
Kommuneplanen, der i øjeblikket er ved at blive revideret, indeholder retningslinjer for vindmøller i Ringkøbing-Skjern Kommune. Se mere her.