Når du vil søge om et VE-anlæg

Ansøgninger om solceller og vindmøllers ansøgningsfrist var den 1. maj 2024 via denne hjemmeside.

Byrådet har den 10. oktober 2023 godkendt at igangsætte en ansøgningsrunde for opsætning af større vedvarende energianlæg som landvindmøller og solcelleparker i det åbne land.

Ansøgningsrunden vil give kommunen et samlet overblik over alle ansøgte projekter og give politikerne et bedre beslutningsgrundlag for at vælge, hvilke vedvarende energianlæg, der i første omgang skal arbejdes videre med og sidenhen planlægges for.

Ansøgere opfordres til at forholde sig til det nye udkast til kommuneplanens retningslinjer for vedvarende energianlæg samt byrådets vedtagne politiske signaler for opsætning af større vedvarende energianlæg i Ringkøbing-Skjern Kommune.

Byrådet har besluttet, at kommuneplanens retningslinjer for vedvarende energianlæg revideres ud fra nedenstående principper.

Der skal gives mulighed for følgende typer af energianlæg

  • En større energipark indeholdende vindmøller, solceller og Power-to-X anlæg (en energipark kan bestå af flere geografiske adskilte lokaliteter).
  • Udskiftning af eksisterende møller med nye og større møller i eksisterende udlagte vindmølleområder.
  • Mellemstore vindmøller og/eller solcelleanlæg til lokal forsyning af landsbyer, virksomheder og lignende.
  • Husstandsvindmøller og mindre solcelleanlæg primært til privat forbrug.
  • Antallet af biogasanlæg er begrænset af den tilgængelige mængde biomasse i kommunen, hvilket begrænser planlægning for nye biogasanlæg.

I alle projekter, skal der være fokus på muligheder for multifunktionalitet, hvor vedvarende energianlæg kombineres med andre tiltag, herunder udtagning af lavbundsjorde, øget biodiversitet, skovrejsning, rekreative tiltag med videre.