Borgerspor i fremtidige VE-processer


Kommer der et mere omfattende borgerspor, når kommunen skal arbejde med ansøgninger om sol- og vindprojekter?

Det lægger Ringkøbing-Skjern Kommunes Teknik- og Miljøudvalg op til. Sagen skal dog videre til andre politiske udvalg samt til byrådet den 11. november 2025.

Teknik- og Miljøudvalget lægger med borgersporet op til, at kommunen skal have en tidligere og grundigere dialog med naboer og lokalsamfund, når kommunen modtager en VE-ansøgning.

Her skal man afklare naboer og lokalsamfunds holdning til VE-ansøgningen, og om borgerne kunne tænke sig en bredere proces om udviklingen og planlægningen af deres egn, og hvordan den proces i givet fald skal se ud.

Link til Teknik- og Miljøudvalgets beslutning med en illustration af borgersporet.
 

Ringkøbing-Skjern Kommune sadler om med ny køreplan for fremtidige VE-projekter

Byrådet i Ringkøbing-Skjern Kommune vil tage ved lære af de hug, som kommunens energiplanlægning har fået i form af borgerprotester og afvisning af nye energianlæg.

- Vi har evalueret hele processen i august, hvor både borgere og udviklere deltog. De gode intentioner, vi havde fra begyndelsen, er desværre ikke lykkedes. Nu vil vi prøve med Borgersporet, hvor kommunens administration får en større rolle, siger udvalgsformand Ole Nyholm Knudsen ifølge Dagbladet Ringkøbing Skjern.

Konkret skal kommunens borgere føle sig godt informeret undervejs og kende tidsperspektivet i forbindelse med planlægningen – begge dele har hidtil været en mangelvare.

Den nye køreplan, der har fået navnet Borgersporet, vil blive taget i brug, når kommunen tager hul på behandlingen af tre nye VE-projekter, Heimdal, Kirsebærmose og Kjeldstrup Sol II, som alle er blevet opprioriteret af byrådet efter at Megaton-projektet faldt fra hinanden.